Et samling støjende halvskaldede mænd med ytrer trodsige ord på spansk. Så falder larmen pludselig ned til en klynken, og hurtigt bliver der absolut stilhed, da pequeño folletos viser sig: små farverige hæfter blander sig i den stolte, højlydte politiske debat i frimurerlogen ude på landet.
Pludselig splitter hurraråb de frekvenser, der før var vredens arne. Et gammelt højttalersystem skratter med cubansk folkemusik, og folk tager hinanden i hænderne og danser rundt i cirkler.
Sådan blev El Camino a la Felicidad – Vejen til lykke – budt velkommen i Cuba, da embargoen blev løftet, og de første fly med americanos landede på den historiske ø. I tolden blev hundredvis af spanske hæfter, som var sammenstuvet i rygsække og anden medbragt bagage, set, beslaglagt, gransket og fik så med et smil lov til gå videre i det, der er blevet beskrevet som et af verdens mest undertrykte lande.
På de daglige gademarkeder i Havanna stoppede både sælgerne og deres kunder deres gøremål for straks at læse de enkle leveregler, der blev skrevet af L. Ron Hubbard. Nær de østlige bjerge blev høsten sat i stå i Cubas berømte País del Tabaco (Tobak-land), da markarbejderne løb hen til hegnet for at slutte sig til deres compadres, der havde forladt tørrehusene for at få fat i hæfterne – og mange bad om to eller tre til at tage med hjem. Længere nede ad vejen lyttede årvågne og mørkhårede skolebørn opmærksomt til deres lærer, som læste op fra ”Ama y ayuda en los niños” (Vær kærlig og hjælpsom mod børn) og ”Ingen dañes en una persona di buena voluntad” (”Skad ikke en person af god vilje”), to af de 21 leveregler, der er indeholdt i Vejen til lykke.
Overalt var historien den samme – sig det videre. Og en enestående lykke kan ses og lægger sig over øen som de pragtfulde poincianatræer, der spreder skygge over træskurene i dette paradis.
