East Grinstead i England – mens en aftenstemning lægger sig over Saint Hill, svæver nogle få spredte skyer på himlen; den kølige temperatur fra en oktoberaften og en kakofoni af sprog fylder luften. Gæster i smokings, aftenkjoler og etnisk festtøj skaber bånd mellem forskellige kulturer ved at smelte dem sammen til en gruppe, mens de bydes velkommen og sluses op ad trappen mod en omstændeligt dekoreret scene. Kameraer glimter, og en gruppe mænd iklædt kilte, der spiller på sækkepiber, gør deres for at skabe den helt unikke feststemning. Folks forventninger er så store, at man næsten kan tage og føle på dem.
Det er den syvende dags aften i den tiende måned – årsdagen for stiftelsen af Den Internationale Forening af Scientologer (IAS). Foreningens medlemmer og gæster har i de sidste 32 år afholdt en årlig jubilæumsfæst i anledning af foreningens tilblivelse, i de landlige og fredelige omgivelser, der engang var hjem for forfatter, humanist og Scientologys grundlægger L. Ron Hubbard.
Dette er et særligt år, da Kirken i de sidste 12 måneder har oplevet sin måske største vækst nogensinde. Medlemmer er kommet for at fejre ikke kun åbningen af et nyt, kæmpemæssigt regionalt center for Australasien i Sydney og nye kirkebygninger i Harlem i New York, Atlanta i Georgia og Budapest i Ungarn, men også Kirkens humanitære missionsarbejde, der udføres gennem de IAS-støttede kampagners omfang – og som mange gange også kræver modige indsatser.
Det er også den første af tre aftener med festligheder til ære for medlemsorganisationens humanitære engagement – en organisation som siden 1984 har banet vejen for global vækst og støtte til dem, der har viet sig selv til gode gerninger for deres medmennesker. Denne aften er ikke anderledes, bortset fra, at milepælene, der tales om, belyser en lige vej til fremgang i det, der først var en drøm og derefter en realitet, som nu kommer til udtryk i millioner af mennesker berørt, folk tjent, og håb skabt.
Under præsentationernes åbningstale bemærker Scientology religionens kirkelige leder, David Miscavige, at ikke bare har Kirken haft rekordstor vækst i det sidste år – med indvielser af nye kirker og centre rundt om i verden – men at den verdslige mission med humanitær bistand også har haft et år med stor fremgang.
”Velkommen til IAS’ glans,” sagde han til de forsamlede medlemmer og gæster, som inkluderede tidligere IAS Frihedsmedaljevindere fra foreningens første årlige konferencer. ”Velkommen til en glans, der overgår enhver glans, siden vi første gang gav et løfte til menneskeheden.”
Da han beskrev de begivenheder, der har gjort det sidste år enestående, citerede David Miscavige det arbejde, som Frivillige Hjælpere har stået for både i katastrofeområder og lokalsamfund rundt omkring i verden, bedrifter fra dette års kampagner for anerkendelse af menneskerettighederne blandt soldater i det krigshærgede Colombia, opsøgende oplysning om narkotika og stofmisbrug til lærere, elever og forældre, samt arbejdet for at afsløre psykiatriske overgreb.
”Og mener, at dette er selvindlysende: At de, som krænker en persons rettigheder, krænker rettighederne for alle; og det, ikke at agte det laveste menneske, betyder, at man ikke agter menneskeheden,” sagde Miscavige, ”Men i samme åndedrag forpligtede vi os også til at anerkende magien i alt levende og dermed IAS’ herlighed. Men desuden skal det siges, at man ikke giver den slags løfte, medmindre man kan leve op til det. Og det kan vi selvfølgelig.”
Det engagement blev afspejlet af alle årets IAS Frihedsmedaljevindere – Sandra og Felipe Poveda i Bogotá i Colombia, Ben og Meghan Fialkoff i New York, og Shelley Wilkins fra Sydney i Australien – hvis historier blev åbenbaret i løbet af aftenen og skitserede detaljer om den humanitære indsats, som IAS-medlemmer støtter finansielt, emotionelt og spirituelt.
Far og datter-holdet Fialkoff blev belønnet med Frihedsmedaljen for deres igangværende arbejde med at bringe Sandheden om stoffer-oplysning ud til tusindvis af unge i New York, hvilket indtil videre har hjulpet med at skabe et fald i brugen af stoffer blandt teenagere i mere end ti år. Ben sagde, at deres bestræbelser tog form, da folk fra Kirken og IAS havde opfordret ham til at gøre noget.
”Jeg blev konfronteret med at skulle engagere mig personligt, et stort engagement,” sagde den fremtrædende kirurg fra New York i et senere interview. ”Jeg kan huske, at jeg gik ud i regnen en aften og begyndte at gå rundt og tænkte: ’Er jeg i stand til at gøre det? Kan jeg gøre det?’ Min familie kom ud og sagde: ’Far, hvorfor går du rundt herude i regnen?’, og jeg svarede, at det var okay: ’Lad mig tænke lidt. Jeg tænker.’”
Da han kom ind, sagde han, at han havde truffet sin beslutning, og han og hans datter Meghan begyndte så med at kontakte politiet i New York og forskellige politikere og organisationer for at få opbakning og hjælp til det, der nu er blevet en succesfuld kampagne for at oplyse de unge om stoffer i hele området. Embedsmændene, som de talte med, hjalp så med at få kampagnens budskab mod stoffer samt deres materialer ind i skoler, medborgercentre og byens gader gennem mere end 1.000 møder og arrangementer.
For nylig udvidede Meghan og Ben – der selv er flygtninge fra Cuba men måtte flygte i 1962, da Castro kom til magten – deres arbejde til at omfatte Centralamerika, hvor de mødtes med embedsmænd og højtstående officerer i Haiti, Guatemala, Den Dominikanske Republik, El Salvador og andre steder for at opnå støtte til at få forebyggende undervisning om narko ind i disse lande, hvor en del af hverdagen omfatter mange narkorelaterede dårligdomme, som forværres af narkosmugleri og karteller.
”Vi tog udfordringen op, fordi vi tror på, at det her virker,” sagde Ben Fialkoff. ”Og det gør det.”
Sandra og Felipe Poveda afspejler den samme slags forpligtelse i en lignende sammenhæng, da de stod overfor en anden unik udfordring med United for Menneskerettigheders og Unge for Menneskerettigheders kampagner.
I 2008 mens Felipe stadig var en teenager, begyndte søskendeparret at tale med militærledere og myndighederne i deres hjemland for at uddanne soldaterne til at beskytte snarere end at overtræde menneskerettighederne i det krigshærgede land, hvor 52 års væbnet konflikt kun for nylig har udviklet sig til en våbenhvile og fredsforhandlinger.
David Miscavige bemærkede, at deres beslutning var et risikabelt foretagende, og talte om deres mod.
”Det er en historie, der understreger den kendsgerning, at de, der kommer på dette podium ikke så sjældent er de hemmelige spillere bag internationale overskrifter,” fortalte han til IAS-medlemmerne. Den minder også om, at de lige så ofte går til farlige yderligheder i deres søgen efter fred og IAS storhed. Det er ikke det, at man skal risikere sit liv for at vinde, men når det lykkes for dem, er deres historier forbløffende.”
I deres møder i junglelejre med regeringstropper var Sandra, en tandlæge fra Bogotá, og hendes bror, en musiker og kreativ kunstner, en ”ikke-truende” og ærlig tilstedeværelse, der modigt talte til soldater om medfølelse, om deres vanskeligheder på slagmarken og med bidende ord om mord, bortførelser, voldtægter, terrorisme og andre krigsforbrydelser i modstrid med FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne, der blev begået af både militæret og oprørerne.
”De lyttede,” sagde Sandra senere i et interview. ”De hørte os.”
Programmerne omfattede sketcher med situationer, som soldaterne kunne komme til at stå over for, hvor de måtte beslutte, om de skulle beskytte menneskerettighederne, bruge ulovlig magt eller påføre skade. Pointen var at hjælpe dem til at forstå deres moralske og etiske ansvar, og disse beslutningers betydning for deres egen menneskelighed.
Sandra sagde, at der var en militærleder, der havde hørt om møderne, som eksploderede over, at han ikke var blevet adspurgt om tilladelse, og uden videre annullerede og forbød han så deres undervisning. Men hun lod sig ikke afskrække.
”Vi kunne ikke lade det ske,” sagde hun. Og så tog hun kontakt med andre inden for forsvaret, som havde støttet hende, og bad om deres hjælp. De tog affære og fik programmet genindført, hvilket i sidste ende betød, at 300.000 soldater fik undervisning og dernæst hjalp til med at forvandle klimaet for menneskerettighederne i landet.
I Australien gjorde IAS Frihedsmedaljevinder Shelley Wilkins, som til dagligt er direktør for Citizens Commission on Human Rights, brug af landets love om aktindsigt for at takle psykiatriske overgreb på hospitaler og på andre psykiatriske centre.
I de offentlige arkiver afslørede hun psykiateres interessekonflikter – de havde skjulte forbindelser til medicinalfirmaer, der promoverede deres egen psykiatriske medicin. Hendes afsløringer medførte en mediestorm. Wilkins dokumenterede underslæb og urapporterede bivirkninger fra skadelig psykiatrisk medicin blandt børn og andre brutale og kriminelle metoder.
Hendes undersøgelser ledte til lovgivning, der forbød sterilisering af patienter i psykiatriske afdelinger og brugen af elektrochok-”terapi” på børn og unge.
Aftenens begivenheder inkluderede også andre milepæle fra det forløbne år, som IAS-medlemmer havde gjort mulige, heriblandt detaljerede redegørelser for både United for Menneskerettigheders og Unge for Menneskerettigheders bedrifter for at få budskabet om tolerance og respekt ud i mere end 100 byer gennem forskellige arrangementer.
På Venezuelas populære ferieø Margarita uddelte frivillige med lokale betjentes hjælp ca. 180.000 eksemplarer af Vejen til lykke, som er en ikke-religiøs guide til en bedre tilværelse, der blev skrevet af Hubbard med hans 21 leveregler.
Ledere fra USA’s drengespejdere, som blev grundlagt i 1910 for at lære børn at kunne klare sig selv, vise respekt for andre og overholde etiske værdier, slog sig sammen med den kirkesponserede Sandheden om stoffer-kampagne, og de uddelte derefter hæfter til spejderne og har nu gjort studiet af informationen et krav for at opnå et bestemt duelighedstegn.
Weekendens arrangementer omfattede prisoverrækkelser til IAS’ store bidragsydere, der har støttet Kirkens humanitære arbejde rundt om i verden. Nogle af de aktiviteter, som bidragene hjælper med, er katastrofeberedskabet under de Frivillige Hjælpere – der både har scientologer og ikke-scientologer som medlemmer. De har ydet hjælp til ofre for jordskælv samt andre naturkatastrofer og arbejdede tæt sammen med myndigheder og andre grupper for at forbedre beredskabet for alle slags katastrofer. Siden programmet blev indført, har det ydet hjælp til mere end 3 millioner mennesker.
Det årlige arrangement så sin afslutning den 9. oktober med en årlig velgørenhedskoncert for lokalsamfundet i East Grinstead. I år gik bidragene til samfundsprogrammer for unge og ældre såvel som bevarelsen af den lokale Bluebell Railway, en togrute der har været en del af East Sussex’ historie i godt og vel 100 år.
Kirkens støtte til de lokale velgørende organisationer begyndte, da Hubbard selv var ejer og boede på Saint Hill Manor i 1960’erne og bidragede til brandvæsnet og andre samfundstjenestelige formål. Derigennem skabtes en tradition, der er holdt ved.
Ved arrangementet gav East Grinsteads borgmester, Bob Mainstone, en improviseret tale til de 1.500 lokale beboere, som var med til koncerten, og han fortalte dem om sine personlige erfaringer med Saint Hill.
”Jeg vil nu sige noget, som jeg faktisk aldrig før har haft en mulighed for at fortælle så mange mennesker, og jeg vil som en del af dette gerne have, at I vender jer mod den herre, som I ser … ved siden af skærmen, mr. Hubbard, som … blev en del af samfundet her, da han boede på denne adresse,” sagde borgmesteren.
”Han tog del i adskillige aktiviteter og støttede velgørende organisationer, og siden dengang er I fortsat med at gøre det, og I er nu blevet en meget vigtig del af samfundet her i East Grinstead. Vi sætter meget … meget stor pris på jer.”
For David Miscavige var der en speciel betydning i det budskab.
I et privat møde senere samme aften, i et blidt oplyst rum på Saint Hill Manor, mødtes han med Mainstone, andre af byens tidligere borgmestre og byrådsmedlemmer og deres ægtefæller for personligt at takke dem for de mange års samarbejde.
”Det er her, jeg voksede op,” sagde David Miscavige, efter han havde læst et personligt memo, som han havde skrevet til Mainstone. For 40 år siden var Mainstone en af Miscaviges lærere i folkeskolen, en mentor, en indflydelse på hans liv, og siden da har de været venner.
”Jeg anser stadig East Grinstead for at være mit hjem,” sagde han.